tirsdag den 19. januar 2016

At finde lykken med fødderne på en badevægt og en mørkelilla ipad i hånden

På efterskolen blev jeg kærester med A. Han spiste chips dagen lang og var så lige så tynd som en anoreksi-pige i sin "bedste" periode. Så jeg tænkte, at det var det, man lavede på en efterskole: Spiste chips, fik det dårligt med sig selv, gik i Brugsen og købte flere chips og fik det endnu dårligere med sig selv.

En weekend var jeg hjemme hos mine forældre, og jeg var så knust over de ekstra kilo, jeg havde taget på. Det var ligesom, jeg opdagede det fra den ene dag til den anden: "Hov, jeg er sgu da blevet lidt chubby...". 
"Når du har tabt fem kilo, så køber jeg dig en ipod" (ja, det var the big thang dengang). 
Pludselig opdagede jeg mig selv, prustende og stønnende midt på en landevej i Sønderjylland, ude på min første løbetur nogensinde. Jeg har altid hadet idræt. Jeg var dårlig til det, jeg blev tung i kroppen allerede inden vi var startet, og jeg blev altid valgt sidst til rundbold. Men jeg måtte ud på landevejen og svede kiloerne væk. 
Inden jeg så mig om havde jeg et forhold til mad, der bedst beskrives som kontrol over ikke at have kontrol. Mange dage spiste jeg meget lidt, for jeg ville se resultater hurtigt, og jeg havde sikkert læst et sted, at 900 kalorier dagligt var muligt og ikke spor svært. Andre dage havde jeg knap nok skulet til kagen til aftenkaffen - og så kunne det også være ligemeget det hele, bestemte jeg mig for. Så kunne jeg lige så godt spise tre, fire og fem stykker. Jeg glemte at nyde det første stykke, så jeg måtte hellere tage et mere, som jeg så kunne nyde. Og. Så. Videre. 
Pludselig havde jeg fået viklet mig selv ind i en verden, hvor min dag afhang af, hvordan min mave så ud, og hvor få kalorier jeg havde spist. Jeg vidste altid lige præcis, hvor meget jeg havde spist og hvornår. 

Og en fredag morgen steg jeg op på vægten: 56 kg. Nu kunne mit liv begynde. Min mor nærmest løb ned og købte mig en iPod i Fona. Den skinnede og var mørkelilla. Og mit navn og et lille citat var indgraveret i den: "Memento Mori". Husk, du skal dø. Med andre ord: Nyd livet. 
Hvis bare jeg vidste, hvor meget jeg løj for mig selv allerede dengang. 

søndag den 17. januar 2016

Lad os starte fra begyndelsen

Når folk kigger på mig med de der "Det-må-være-så-hårdt-for-dig" medlidende øjne og spørger "Og hvornår begyndte alt det her?", så plejer jeg at sige "Det hele begyndte den dag på højskolen, hvor jeg så mig selv i spejlet og opdagede, at min røv var faldet mindst 10 centimeter ned, og at mine lår kyssede hinanden på en ubehagelig og forkert måde, de aldrig før havde gjort".

Men i virkeligheden begyndte det hele langt tid før: De irrationelle spisemønstre, behovet for kontrol,  tabet af selvsamme, "Jeg-skal-bare-lige-tabe-fem-kilo" mentaliteten.
Den dag jeg blev teenager, vågnede jeg en dag op og opdagede, at jeg var på vej til at blive en kvinde, som ikke kunne fylde, hvad hun ville i munden. Ihvertfald ikke hvis hun gerne ville holde vægten. Jeg var knust over mine arme, der var for tykke og min mave, der ikke længere var flad nok. Jeg husker så tydeligt min mors - sikkert velmenende - ord: "Ja, det ville da være pænt, hvis du lige tabte dig et par kilo. Når du er nede på de der 56 kilo, så er du bare på din idealvægt". Ord der blev efterfulgt af et løfte om, at nu skulle vi til at spise sunde måltider og gemme de søde sager til weekenderne, for så lovede hun, at jeg nok skulle tabe mig. Ord, der er blevet sagt i et forsøg på at imødekomme mit teenagetriste og opgivende ansigt, men som gennem de ti år, der siden er gået, er blevet til den eneste rigtige sandhed i mit liv, og som med årene har taget fuldstændig over mine tanker, følelser, egne normer og handlinger.

Det er lidt som at begynde på en roman, man ikke ved, hvordan ender. Jeg har ingen idé om, hvad jeg vil sige, og hvor jeg kommer til at nå hen. Men jeg ved, at jeg skal igang med en hovedrengøring af mit indre følelseliv. Jeg har tanker og følelser, der flyder rundt i ét stort kaos. Det roder bare... Som et teenageværelse fyldt med krøllet tøj og gammelt slikpapir på gulvet. Jeg vil gerne smide slikpapiret i skraldespanden - alle de dumme oplevelser. Og jeg vil gerne stryge tøjet, så det igen bliver den udgave, jeg elsker og holder af. Det er rigtig, rigtig svært at gå fra tanke til handling og til at ændre ti års spise- og tankemønstre. Men man skal jo starte et sted. Og jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at jeg ikke er den eneste, der føler sådan her.